Kan landbruksministeren lære av dette? - Tvilsomt.

■ Kan det danske landbrug overhovedet betale sig?
Det danske landbrug har i årevis bevæget sig mod større produktion og lavere indtjening i en fortsat konkurrence med andre lande. Men både den enkelte landmand og det danske samfund bliver tabere i det spil, vurderer to eksperter

De sidste 30 år er der ifølge Danmarks Statistik kommet markant færre men større svinebedrifter i Danmark. Og det er de store landbrug, der især er følsomme over for udsving på verdensmarkedet.

■ Sofie Amalie Klougart
Fortællingen om det danske landbrug er en evig saga om højtflyvende opsving og monumentale nedture. En fortælling om rouletteagtige investeringer, gigantlån og jordpriser, der falder med et brag fra den ene dag til den anden. For tiden ser det ud til, at fortællingen har nået etpoint of no return.
Landmændenes gæld er nu så historisk høj, at det truer ikke alene den enkelte landmand, men også de små sparekasser i landområderne. Priserne på konventionelle fødevarer falder støt, mens det fyger med beskyldninger om forurening, manglende dyrevelfærd og social dumping i landbruget.
Spørgsmålet er, hvor vi så går hen nu. Kan det industrielle landbrug klare sig i konkurrencen med billige lavtlønslande, hvis bare de får lov at droppe randzonerne og gøde jorden lidt mere, som Venstre har foreslået? Og er der nogen grund til at lade et erhverv, som udgør omtrent 3,5 procent af den danske økonomi, optage 62 procent af landets jordarealer?
»Nej,« lyder svaret fra Jan Holm Ingemann. Han er lektor og landbrugsøkonom ved Aalborg Universitet og kendt som en af få mangeårige kritikere af det danske landbrug. Ifølge ham er tiden løbet fra den måde, vi driver landbrug på i Danmark.
»Hvis man ser helt nøgternt på det, kan det ikke betale sig at have det landbrug i Danmark, vi har i dag. Hverken for den enkelte landmand eller for samfundet som sådan,« siger Jan Holm Ingemann. Ifølge ham er det et fåtal af danske landmænd, som klarer sig økonomisk godt ved hele tiden at være på forkant med den teknologiske udvikling, mens den gennemsnitlige landmand halser efter og er dybt afhængig af landbrugsstøtte. Samfundsøkonomisk ville det bedre kunne betale sig at omlægge til nogle mindre landbrug eller en helt anden form for erhverv, vurderer han.
Jan Holm Ingemann ser landbrugets nuværende gældskrise som det seneste udtryk for en større »dødsspiral«, der har roteret siden midten af 1900-tallet, og som risikerer at føre til endnu større kriser i fremtiden.
»Det industrialiserede landbrug har spillet fallit i Danmark. Siden 1960’erne har der været den ene krise efter den anden, og alligevel holder landbruget fast i, at den eneste vej fremad er større og større produktion,« siger lektoren.
»Men det er en myte.«

■ Flere grise, færre penge
For at forstå landbrugets nuværende krise, må man skrue tiden tilbage til årene efter Anden Verdenskrig. Store dele af Europa lå i ruiner, da USA i 1948-51 trådte til med Marshall-hjælpen, som både indebar økonomisk støtte og overførsel af ny teknologi. Holland modtog tre gange så meget støtte som Danmark, og pludselig kunne hollandske landmænd begynde at konkurrere med Danmark om det lukrative britiske marked.
Flere konkurrenter kom til, og det førte til et voldsomt prisfald på fødevarer i Europa. Det danske landbrugs løsning på den øgede konkurrence og den faldende indtjening blev en strukturudvikling, som skulle føre til færre men større landbrug, der nu ikke længere skulle have en alsidig men en mere specialiseret produktion af især svin. På omkring 40 år, frem til midten af 1990’erne, fordobledes produktionen i det danske landbrug.
Men i samme periode halveredes indkomsten. Hvordan hænger det sammen? Når landbruget begynder at pumpe flere konventionelle fødevarer ud på et marked, der allerede er mættet, falder prisen, hvilket betyder, at landmanden må producere endnu mere. En mekanisme, der er kendt som »landbrugets trædemølle«.
For at øge produktionen må landmanden opkøbe endnu mere jord, hvilket får jordpriserne, og dermed landmandens udgifter, til at stige. Og sådan kan det fortsætte i en spiral, som Jan Holm Ingemann kalder for »landbrugets kannibalisme«. Ifølge ham er landbruget nødt til at forny sig i stedet for at fortsætte i samme spor.
»Danmark kommer aldrig til at kunne konkurrere på prisen med lande som for eksempel Polen eller Brasilien. Derfor må landbruget finde på en måde at tjene flere penge på uden at producere flere enheder. For eksempel ved at lave nogle produkter, som forbrugerne vil betale mere for,« siger han.
Som eksempel nævner han Gram Slot, der producerer en række økologiske produkter af høj kvalitet og markedsfører sig med et bæredygtigt brand. Det gør dem i stand til at tage en højere pris for deres produkter.
Formand for interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, er ikke enig i kritikken. Hvis ikke landbrugene bliver større og producerer mere, vil de ikke kunne følge med udviklingen i resten af verden, mener han.
»Der er sket en effektivisering i fødevareproduktionen i hele verden, og det har resulteret i faldende fødevarepriser. En dansk landmand får i dag det samme for en gris som i 1975. Så man kan ikke leve af bare at have 1.000 grise og lidt heste, køer og får,« siger Martin Merrild.
Han fortæller desuden, at det er svært for landmænd i Danmark at tjene penge ved at forædle deres varer, som Jan Holm Ingemann foreslår, på grund af de høje omkostninger. Prisen på varerne ville ganske enkelt blive for høj, mener han.
»Hvem skulle købe de varer? Vi konkurrerer jo med tyske, polske og franske landmænd, som også leverer gode produkter og kan levere dem til den markedspris, der er.«

■ Ingen økonomi
Professor emeritus ved Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet, Søren Kjeldsen-Kragh, er en anden kritisk og velkendt stemme i debatten om landbruget. I 2010 skrev han artiklen Har dansk landbrug valgt et forkert spor?, som blev trykt i Tidsskrift for Landøkonomi.
Her argumenterede han for, at dansk landbrug på få årtier er gået fra at være en samfundsbærende institution, der bidrager aktivt til beskæftigelsen og udviklingen af landområderne, til et marginalt erhverv, der i alt for høj grad er afhængigt af forskellige støtteordninger og ikke kan bære sin egen vægt.
I 2013 modtog en konventionel svinebonde i Danmark »generelle tilskud« på i alt 372.000 kroner. Herefter havde bonden et gennemsnitligt driftsresultat på 344.000 kroner, eller minus 92.000 kroner efter aflønning til ejeren.
Søren Kjeldsen-Kragh mener ligesom Jan Holm Ingemann, at landbruget har stirret sig blindt på tanken om, at den eneste vej ud af krisen er større produktion og mere lempelige rammevilkår.
»Men det er jo ikke rigtigt. Man lukker øjnene for problemerne,« som han siger, da Information ringer ham op.
»De her alvorlige økonomiske problemer hæmmer for udsynet. Derfor har landbruget i lang tid haft et meget kortsynet perspektiv, hvor man har fokuseret på at blive større og udvide produktionen, selvom det har endt med at bringe landbruget på afveje.«
I sin artikel fra 2010 skriver Søren Kjeldsen-Kragh blandt andet, at de store landbrug viste sig at være de allermest skrøbelige, da krisen ramte i 2008. Hvis landbruget i stedet satsede mere på såkaldt mellemstore brug, ville det ifølge ham skabe mere stabilitet. Landmændene ville kunne producere færre, men mere forædlede produkter til en højere pris, og det ville også gøre det nemmere for unge landmænd at komme ind i erhvervet. I dag er prisen for et større landbrug så høj, at det nærmest er umuligt at betale, medmindre man har et selskab i ryggen.
Fra 1982 til 2014 er der ifølge Danmarks Statistik sket en tyvedobling i antallet af svin per svinebedrift. Fra omkring 170 til 3.400 dyr. I samme periode faldt antallet af svinebedrifter fra 55.000 til 3.600.
»I dag er det i særlig grad de store landbrug, som har økonomiske problemer,« siger Søren Kjeldsen-Kragh.
Martin Merrild er enig i, at de store landbrug er mere følsomme over for udsving på verdensmarkedet. Men han kalder det for en »romantisk drøm«, at dansk landbrug kan omlægge sin produktion til mindre og mere alsidige bedrifter.
»Det er rigtigt, at vi ville blive mindre følsomme over for kriser, hvis landbrugene var mindre. Men så ville man bare overhovedet ikke kunne producere til de priser, der er gældende,« siger han.
Det Økonomisk Råd udgav i 2010 en vismandsrapport om landbrugets økonomi. Rapporten var kritisk over for strukturerne omkring landbruget, dets gunstige vilkår og fremtidsudsigterne for erhvervet i Danmark.

■ Industrien dominerer
Rådet skrev blandt andet, at der kan være udsigt til, »at indtjeningen i erhvervet ikke kan følge med den generelle indkomstudvikling, selv hvis dansk landbrugs produktivitet følger udviklingen i det højeste tekniske produktionsniveau. I denne situation er det både privatøkonomisk og samfundsøkonomisk rationelt at flytte ressourcer fra landbrugssektoren til andre dele af økonomien med højere indtjening.«
Det danske landbrug modtager i dag omkring 7 milliarder kroner i EU-støtte om året, hvilket falder til 6,6 milliarder frem mod 2020. Folketinget traf i 2007 en principiel beslutning om at arbejde for at afvikle EU’s landbrugsstøtte.
Historisk har landbrugsstøtten været knyttet til produktionsomfanget, så de større brug har fået mere støtte. Det har ifølge Søren Kjeldsen-Kragh bidraget til en udvikling hen imod stadigt større landbrug. Han mener, at organisationen Landbrug & Fødevarer i dag varetager de interesser, der er knyttet til det, han kalder det landbrugsindustrielle kompleks.
»Vi har ikke længere et dansk landbrug. Vi har et landbrugsindustrielt kompleks. I dette kompleks betyder almindelige landmænds holdninger efterhånden ikke noget som helst, fordi det er den industrielle side af landbruget, der dominerer,« siger han.
»Det er de forarbejdende virksomheder som Arla og Danish Crown, der stadig taler om udvidelse af landbrugsproduktionen, fordi det kan gøre deres egne virksomheder endnu større. Men de tænker overhovedet ikke på, at det ikke er rentabelt for landmændene at udvide produktionen.«
Den kritik afviser Martin Merrild blankt. Han henviser til, at Arla for eksempel er ejet af landmændene selv, og at de selv udpeger deres bestyrelse. I det hele taget mener han ikke, at de to forskere har fulgt med i landbrugets udvikling i de senere år.
»Det er sådan noget vrøvl, de har dyrket i de sidste 25 år. Hvor kommer det fra? Det er, som om man ikke forholder sig til, hvordan de virksomheder er ledet. De dyrker en forestilling om, at der er en konflikt eller mangel på interessefællesskab i Landbrug & Fødevarer. Men det kan jeg slet ikke genkende,« siger formanden.

 

Kun abonnenter kan lese hele artikler. Du kan enkelt abonnere på Friheten
Meld deg inn nå!

Jordbruksmelding med store svakheter

Terje Bendiksby / SCANPIX

(5 - 17) Regjeringa har lagt fram Stortingsmelding 11(2016-2017), med undertittel «endring og utvikling, en fremtidsrettet jordbruksproduksjon».

Og...














Kommentarer

blog comments powered by Disqus

Friheten - Avisa med nyhetene bak nyhetene!

Følg Friheten: Forsidene | Facebook | Twitter | Flickr | Wikipedia BuyAndRead |  NKP

Friheten er ei norsk avis som utkommer annenhver uke. Avisa har lang historie, tilbake til at den var illegalt etablert under andre verdenskrig, i 1941. I dag er den skrevet, redigert og utgitt med stor grad av frivillig arbeid, derfor er vi avhengige av både økonomiske bidrag, men også tekstbidrag. Støtt oss!

Ansvarleg redaktør: Odd Jarl Gerhardsen Redaktør: Terje Bjørlo Nett: 

Kontakt avisa eller redaksjonen

Utgiver: Norges Kommunistiske Parti Postadresse: Kiledalen 21, 4619 Mosby
Telefon ansvarlig redaktør: 
ISSN 0805-4975 (trykt utg.) ISSN 2464-1448 (nettutg.)

Kopirett © Friheten 1997-2023 - Republisering