■	Tusener av demonstranter i Odessa, mai 2014
■ Tusener av demonstranter i Odessa, mai 2014

Odessa 2. maj 2014

Af Jens Jørgen Nielsen
■ Hvad der begyndte som en uenighed i det ukrainske politiske parlament i november 2013 er allerede i slutningen af 2014 foreløbig endt med en betydelig mere usikker verden. Hvordan og hvorfor vi er endt der, er det meget vigtigt at få en klar forståelse af.

En betydelig rolle for begivenhedernes forløb har været spillet af de vestlige medier. Et skarpt vendepunkt i den ukrainske konflikt var massakren i Odessa d. 2. maj 2014. Interessant nok har de vestlige medier enten slet ikke nævnt den eller også har de, som det ofte er tilfældet, beskyldt Ruslands præsident Vladimir Putin for at være skyld i begivenheden, hvor officielt 42 blev dræbt – formentlig mange flere. De vestlige medier skriver generelt stort set aldrig om de ukrainske fascistiske bevægelser. Det er så meget mere bemærkelsesværdig som f.eks. EU holder et vågent øje med både regeringer og bevægelser, som formulerer sig nationalistisk og racistisk. Men det gælder 100 % ikke ukrainske bevægelser, som er det ideologisk mest rendyrkede fascistiske vi har set i efterkrigstiden. Hvorfor mon?

Af alle disse spørgsmål er det mest interessante, hvorfor de vestlige politikere og de vestlige medier så entydigt og massivt støtter en regering, som er kommet til magten ved et kup, hvor de afgørende stormtropper var nynazistiske bevægelser, og som de vestlige medier med ganske få undtagelser ikke engang har gjort vestlige borgere opmærksom på. Nedenfor giver vi først en baggrund inden en nærmere beskrivelse af selve massakren, Vi advarer også om, at billederne er endda meget skrappe sager. Men de er dokumentation for en sandhed, som er ubehagelig for vestlige politikere – eller i det mindste burde være det.

■ Baggrund
I november 2013 vaklede den ukrainske regering ledet af Regionernes Parti samt landets præsident Viktor Janukovitj mellem forskellige politiske ’pakker’. Både Regionernes Parti og Janukovitj var primært støttet af den østlige del af Ukraine. Og valget i 2010 havde fundet sted på helt legal vis. Der var ingen vestlige observatører, som havde anklaget landet for valgfusk. Det var en ganske normal situation. Ukraine kunne vælge mellem et EU tilbud, som først og fremmest tilbød Ukraine frihandel og associering. Det indebar også en tilnærmelse til EU's regelsæt i administrative juridiske sager. EU tilbuddet havde den ulempe, at handelen med Rusland ville blive berørt. Rusland havde jo ikke frihandel med EU, så Rusland ville indføre forskellige toldgrænser, ifald EU aftalen blev til noget. Til gengæld tilbød Rusland Ukraine et lå på 15 mia. $ samt aftaler om forsyning med gas.

Janukovitj tøvede lidt, han var tydeligvis usikker. Han ville som de fleste ukrainere gerne havde det bedste fra de to ’pakker’, nemlig lån og billig gas fra Rusland, men også adgang til det store forjættede EU. I situationen foreslog Janukovitj, at EU, Ukraine og Rusland skulle holde en række trepartsmøder og finde ud af, hvordan man kunne skære situationen til så den passede til Ukraines behov. Putin accepterede øjeblikkeligt, men EU afviste det med bestyrtelse. Hvordan kunne Janukovitj dog komme på den vanvittige idé, spurgte men i Bruxelles. Janukovitj traf sit valg, efter som vejen med trepartsforhandlinger var lukket. Han skrev under på det russiske tilbud i december. Historien kunne være slut her. En demokratisk valgt regering og præsident træffer beslutninger, som det er normalt i demokratiske lande. Alt tyder på, at det politiske bagland især i industriområderne i øst var tilfreds. Man bør også huske på, at der ikke på noget tidspunkt har været flertal for at slutte Ukraine til EU og endnu mindre til NATO. Så Janukovitjs beslutning var ikke truffet ud i den blå luft. Der var ganske gode rationelle argumenter for at holde Ukraine ude af EU og ikke mindst NATO. Og et flertal af ukrainere havde støttet ham.

Men historien sluttede ikke der. Demonstrationer blussede op i Kiev. Og de var fra begyndelsen ganske voldsomme om end ikke blodige. Det var især unge mennesker, som mente, at de blev snydt for fede og sikre jobs i EU, gratis studiepladser på prestigefyldte universiteter i EU m.m. Demonstrationerne eskalerede voldsomt. De demonstrerende angreb institutioner, trængte endda ind i parlamentet. Der kom nye elementer til. Det var bevægelser med rod i den fascistiske tradition fra 1930´erne og 1040´erne. Den historiske samlingsskikkelse var Stepan Bandera, som har indskrevet sig i historien som ham der hjalp Hitler med at myrde jøder, zigøjnere, russere og andre undermennesker. Bevægelsen har rod i den vestlige del af Ukraine, som var under Polen i mellemkrigstiden. Bandera tilhængerne foragtede alt russisk, jødisk, polsk og andet som ikke var vestukrainsk – og det samme gør mange af vore dages tilhængere. De er altså alt andet end politisk korrekte – ikke mindst set med EU ideologiske øjne. Denne bevægelse var delt i to, dels den politiske, som hed Svoboda, lederen af dette parti hedder Ihor Tjahnibog. For 10 år siden tog partiet navneforandring fra Socialt Nationalt Parti til Svoboda, som betyder Frihed. Den anden gren hedder Højre Sektoren. Det var den militante gren. De var ganske skruppelløse i forhold til at bruge dødelig vold. De var ikke specielt talstærke, men som en stormtroppeorganisation ganske effektive. Lederen af denne bevægelse hedder Dmitro Jarosj.

Højre Sektoren drev tingene fremad på Maidan Pladsen i Kiev. Her opstod der nærmest en bydel med bevæbnede oprørere, Især vestpå angreb tilhængere af Maidan oprøret officielle bygninger, politistationer og andet. I Kiev skød oprørene med skarpt og smed Molotov cocktails hver dag. Siden december 2013 havde vesten entydigt støttet og opmuntret oprørerne. Stribevis af vestlige politikere lod sig fotografere sammen med f.eks. lederen af Svoboda partiet. I en telefonsamtale mellem den amerikanske viceudenrigsminister Victoria Nuland havde i en telefonsamtale, som blevet optaget og senere offentliggjort, røbet at USA havde betalt for et regime skifte i Ukraine, og at ’Jats’ , Arsenij Jatsenjuk, skulle være statsminister, men ikke bokseren Klitsjko, som også var aktiv i politik. Og det skete som bekendt også nogle måneder senere. De vestlige politikere havde advaret Janukovitj mod at røre oprørerne. Det var ganske bemærkelsesværdigt, at vestlige politikere støttede et gadens parlament mod en demokratisk og lovlig valgt regering.

I februar tog tingene fart. Præsident Janukovitj indgik en aftale med de politiske ledere af oppositionen om en form for magt deling og om fremrykkede valg til parlamentet og til præsidentposten i løbet af efteråret 2013. Tre EU udenrigsministre stod bag, Putin havde opfordret Janukovitj til at indgå aftalen. Det skabte t glimt af håb. Men blækket var næppe tørt, før Højre Sektoren fysisk brød alle aftaler, truede parlamentarikerne, angreb regeringspartiets hus, statslige TV kanaler, gennembankede parlamentsmedlemmer og andre statslige embedsmænd. Præsidenten flygtede, resterne af parlamentet vedtog at afsætte Janukovitj, selvom det foregik i klokkeklar modstrid med den ukrainske forfatning. 75 % skulle stemme for det, ligesom der skulle have været en rigsretssag. En kupregering og et uklart forfatningsgrundlag burde ikke glæde vestlige politikere. En ny statsminister, Arsenij Jatsenjuk trådte til akkurat som Victoria Nuland havde besluttet det et par måneder forinden. En af de første love som den nye regering vedtog, var at ophæve det russiske sprogs status som et officielt sprog ved siden af ukrainsk, der reelt var det sprog man talte i Vestukraine. Dette var en dråbe, som fik bægeret til at flyde over østpå. En ting var, at den præsident og det parti de havde stemt på var afsat ved et kup, men at denne kupregering så som det første forbød det russiske sprog og samtidig begyndte at ideologisere og tale om ændring af skolebogsystemerne, udskiftning af statuer østpå, gjorde det endnu værre. Kupregeringen havde et program, som gik ud på at påtvinge det ukrainske sprog, den vestukrainske opfattelse af historie og ideologi.

Hvis EU havde haft en udenrigspolitik og et kompetent embedsapparat, ville der have været formuleret nogle interesser fælles for EU landene. Men det var ikke tilfældet, og da så EU's udenrigsminister Charlotte Ashton var inkompetent, var vejen åben for en udvikling, som truer EU som politisk projekt. Ashton støttede helt uhæmmet den nye regering. Hvorfor? Formentlig kunne EU politikerne ikke aflæse situationen, at netop det at bryde den hårfine balance mellem de to halvdele i Ukraine ville føre til en katastrofe. Snart var det østukrainernes tur til at lave deres Maidan. Vesten havde jo accepteret oprør i Kiev og den østlige del. Men da østukrainerne også ville bruge denne metode, kritiserede vesten stærkt ikke regeringen men dem som lavede oprør. På Krim, som overvejende er russisk, og hvor Rusland har lejet en flådebase flere årtier frem, var store dele af befolkningen i stigende grad utilfreds med tingenes til stand i Kiev. I løbet af ca. en måned havde de foranstaltet en afstemning om løsrivelse fra Ukraine og senere tilslutning til Rusland. Ukraine var ved at gå op i limningen. Begivenhederne i februar var startskuddet og ansvarlig for den skæve udvikling inklusiv Krim historien bar EU og USA.

Kiev regeringen var ganske svag. Den kunne ikke stole på hverken politiet eller hæren. Hvis det var alvor sendte man så repræsentanter for Højre Sektoren og andre lignende bevæbnede paramilitære grupper ud til øst, for at bekæmpe den oprørske befolkning. Chancen for en generalprøve på den senere krig mod den østukrainske befolkning kom d. 2. maj i Odessa.

■ Massakren i Odessa
Vi har ganske god viden om begivenhederne i Odessa, hvor 42 officielt mistede livet, men mange flere blev hårdt sårede og måske endnu flere dræbte. Kiev myndighederne har ikke lavet noget der ligner en tilbundsgående undersøgelse af den hårdrejsende begivenhed. De er sluppet af sted med at erklære, at det hele er Ruslands skyld, at de omkomne selv var skyld i, at de døde. Men der er efterhånden så meget billedmateriale, at vi kan konkludere ganske meget og relativt præcist.

D. 2. maj havde nogle mennesker, som var modstandere af kup regeringen i Kiev, etableret et protestmøde i Odessa centrum. Deltagerne var ikke bevæbnede. Samtidig holdt nogle tilhængere af ukrainske fodboldklubber et møde, hvor de støttede Kiev regeringen. Fra videooptagelser ved desuden, at dele af politiet forklædte sig som anti-Kiev demonstranter, der skød. Det er en velkendt taktik, at forklæde sig som modparten, for så at skyde skylden på dem senere. Disse provokatører havde røde armbind på, så de kunne genkendes af deres egne. På video optagelser fremgår det ganske tydeligt og utvetydigt. Samtidig var der kørt adskillige busser ind fra Kiev. I dem var der medlemmer af den berygtede Højre Sektor. Angrebet på de demonstrerende anti-Kiev demonstranter var vel tilrettelagt. Ingredienser til Molotov cocktails var til stede. Ganske mange af pro-Kiev demonstranterne var bevæbnede.

Højre Sektoren drev anti-Maidan oprørerne ind i fagforeningshuset, en ganske stor bygning på den centrale plads i Odessa. Anti-Kiev demonstranterne havde ikke Molotov cocktails, og de søgte tilflugt i fagforeningshuset. Her blev huset overdænget med Molotov cocktails. Døren blev blokeret. Udefra var det muligt at se, hvordan mange af de indespærrede åbnede vinduer, for at få frisk luft. Højre Sektorens folk var klar, nedenfor stod mange Højre Sektor folk og skød direkte på personerne i vinduet. Andre hoppede flere tager ned, for der at blive enten skudt eller sparket og slået ihjel. Men ikke nok med det, det er senere kommet frem, at Højresektoren havde sine folk inde i bygningen. Her skuddræbte, kvalte og pryglede de adskillige ihjel. På en del af ligene er det synligt, at de kun er forbrændt på overkroppen, på hænder og fødder. Det er sandsynligt, at Højre Sektor folkene har kastet brændstof på dem og derefter skuddræbt dem. En gravid kvinde var blevet kvalt til døde. Der var ikke tale om et uheld, som Ulla Terkelsen fra TV 2 antydede uden senere at korrigere. Der var tale om bevidst kalkuleret likvidering af politiske modstandere. Der var heller ikke tale om vold i forbindelse med fodbold hooliganisme. Det var politisk drab i en ikke-krigssituation. Der var heller ikke tale om en situation, som beklageligvis gik ud af kontrol. ”Endnu en god dag i Ukraines historie”, skrev lederen af Højre Sektoren, Dmitro Jarosj på sin hjemmeside. Den blev dog senere fjernet.

Ikke overraskende har Kiev regeringen reelt ikke efterforsket sagen. Automat reaktionen var, at hændelsen skyldes indblanding fra russisk side. Fremstående repræsentanter fra Kiev styret sås i forbindelse med aktionen. De er selvfølgelig gået fri. Absolut ingen af de dræbte var russiske statsborgere, selvom der er lydoptagelser, der dokumenterer, at Højre Sektor folkene forsøgte at torturere de indespærrede til at tilstå, at de var russiske statsborgere.

Det er meget bemærkelsesværdigt, at de vestlige medier stort set ikke har omtalt endsige researchet begivenheden. Nyhedsbureauet Reuther meddelte, at Kiev mente, at der var tale om russisk provokation, end of story! Måske endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at ingen vestlig politiker strakte sig til at udtrykke sorg og kondolence i forbindelse med drabene. Dermed satte de vestlige politikere end meget kraftig dobbeltmoralsk standard. At slå uskyldige mennesker ihjel er OK, hvis det enten er russere eller Kiev kritiske ukrainere. For det andet var det tydeligt, at Kiev regeringen havde carte blanche til at dræbe alle de måtte ønske, hvis de var kritiske mod Kiev regeringen og positivt indstillede over for Rusland. Kort tid efter tog Kiev regeringen fat på at terror bombe, dræbe og ødelægge i den østlige del af Ukraine, som såmænd blot var utilfreds med, at den regering, som de især havde stemt til magten 3 år forinden var blevet afsat ved et kup og erstattet af en regering, som ikke repræsenterede østukrainernes interesser. Østukrainerne kunne kun få øje på Rusland, som forstod og støttede dem. Vesten havde ekstremt ensidigt valgt vestukrainernes side med hele pakken, som også rummede fascistiske bevægelser.

Kun abonnenter kan lese hele artikler. Du kan enkelt abonnere på Friheten
Meld deg inn nå!

Kommentarer

blog comments powered by Disqus

Friheten - Avisa med nyhetene bak nyhetene!

Følg Friheten: Forsidene | Facebook | Twitter | Flickr | Wikipedia BuyAndRead |  NKP

Friheten er ei norsk avis som utkommer annenhver uke. Avisa har lang historie, tilbake til at den var illegalt etablert under andre verdenskrig, i 1941. I dag er den skrevet, redigert og utgitt med stor grad av frivillig arbeid, derfor er vi avhengige av både økonomiske bidrag, men også tekstbidrag. Støtt oss!

Ansvarleg redaktør: Odd Jarl Gerhardsen Redaktør: Terje Bjørlo Nett: 

Kontakt avisa eller redaksjonen

Utgiver: Norges Kommunistiske Parti Postadresse: Kiledalen 21, 4619 Mosby
Telefon ansvarlig redaktør: 
ISSN 0805-4975 (trykt utg.) ISSN 2464-1448 (nettutg.)

Kopirett © Friheten 1997-2023 - Republisering